Skip directly to content

Ny administrerende direktør for Pfizer i Danmark

Henriette Dræbye Rosenquist er pr. 1. april blevet udnævnt til ny administrerende direktør for lægemiddelvirksomheden Pfizer i Danmark. Hun afløser Tolga Tanguler, som har fået en stilling med globalt ansvar i Pfizers hovedkvarter i New York.

Henriette Dræbye Rosenquist, 44 år, er blevet udnævnt til ny country manager for Pfizer og direktør for forretningsenheden Global Innovative Business med ansvar for Danmark og Island. Udnævnelsen sker i forlængelse af ændringer i Pfizers globale organisation.

Henriette Dræbye Rosenquist udtaler: ”Jeg er meget glad for at vende tilbage til Pfizer Danmark og påtage mig ansvaret som country manager. Efter fire år med internationale opgaver ser jeg frem til at tage over efter Tolga Tanguler, som stod i spidsen for omlægningen af den danske organisation i slutningen af 2013. Jeg glæder mig til at repræsentere Pfizer i Lægemiddelindustriforeningen, Dansk Industri og det amerikanske handelskammer og til at mødes med politikere og sundhedsfaglige eksperter.”

Henriette Dræbye Rosenquist har arbejdet i den biofarmaceutiske industri i 18 år, heraf mere end 10 år for Pfizer. Hun kommer fra en stilling som Team Director i Pfizers regionale organisation for onkologiske produkter gennem de sidste fire år, hvor hun var været ansvarlig for kommercielle aktiviteter i flere lande i Europa, Afrika og Mellemøsten. Henriette Dræbye Rosenquist var tidligere ansvarlig for Pfizers onkologiske forretningsenhed i to år i Danmark, og har desuden erfaring som bl.a. marketingchef og salgschef i Pfizer og som Business Unit Manager hos Abbott Laboratories A/S.

Henriette Dræbye Rosenquist er cand.pharm og har en MBA fra Henley Reading Business School i London og har gennemført flere kurser hos INSEAD i Paris.

Henriette er gift og har to børn. I sin fritid er hun bl.a. næstformand i Helsingør Golf Club og medlem af VL-gruppe 18.


Yderligere information:

Fungerende kommunikationschef, Pfizer Danmark, Hans-Jacob Randskov: 29 20 32 49