Infektioner

Vælg behandlingsområde

Relaterede artikler

Klamydia

Tilbage

Det er ikke mere end ca. 25 år siden, at klamydia blev erkendt som en seksuelt overført sygdom forårsaget af bakterien Klamydia Trachomatis.

Klamydia har i årtusinder været årsag til en øjensygdom, der hedder Trachom. Øjnene bliver mælkeagtige, og sygdommen forårsager blindhed, hvis den ikke behandles. I dag skønner WHO, at mere end 25 millioner mennesker i udviklingslandene er blinde som følge af Trachom.

Skønsmæssigt smittes mellem 20.000 og 40.000 kvinder, mænd og børn hvert år i Danmark.

De fleste smittede er mellem 18 og 25 år.

Sådan smitter klamydia

Klamydia smitter ved direkte kontakt med en inficeret slimhinde ved samleje. Mødre med klamydia kan også ved fødslen direkte overføre smitten til deres barn. Hos de smittede børn, kan der ses øjenbetændelse og i sjældne tilfælde lungebetændelse.

Et af de store problemer ved bekæmpelse af klamydia er, at sygdommen i størstedelen af tilfældene er symptomfri. Hos kvinderne inficerer klamydia livmodermunden og/eller urinrøret, hvilket kan give symptomer som gulligt udflåd, pletblødning, svien ved vandladning, blødning efter samleje og underlivssmerter. Infektionen kan brede sig til æggelederne.

Det er vigtigt at blive behandlet for klamydia, fordi der er risiko for, at infektionen vandrer fra livmodermunden, hvor klamydia sidder hos kvinden, og op til æggelederne. Der kan så gå betændelse i æggelederne, hvorefter der dannes arvæv. Er man meget uheldig, kan dette arvæv spærre vejen for sædceller eller for ægcellens transport ned til livmoderen, og barnløshed kan blive resultatet.

Hos mænd giver klamydia betændelse i urinrøret med kløe, udflåd, svie eller smerter ved vandladning og i mere udtalt grad betændelse i bitestiklerne samt hævelse af pungen og feber.

Diagnosticering

Hos lægen stilles diagnosen klamydia, ved at lægen hos kvinden tager en lille prøve slim fra livmoderhalsen og urinrøret med en vatpind.

Hos mænd tog lægen før i tiden en prøve fra urinrøret, hvilket kunne være meget smertefuldt, men nye og mere følsomme analyseteknikker betyder, at manden nu kan nøjes med at aflevere en urinprøve.

Det er vigtigt, at partneren også går til lægen, så smittekæden bliver brudt. Det er i dag muligt at behandle klamydia enkelt og effektivt med en enkelt dosis af et bestemt antibiotikum.

Der opstår ikke immunitet efter en klamydiainfektion, tværtimod er reinfektion et stort problem, så det anbefales, at man altid beskytter sig med kondom under hele samlejet, og at man får taget en ny klamydiatest efter 3-4 måneder.


Tilbage