Skip directly to content

Panikangst

Panikangst

Panikangst er angst, der opstår pludseligt og voldsomt. Man får åndenød, hjertebanken, bliver svimmel og bange for at dø eller for at blive sindssyg. Anfaldet udvikler sig i løbet af få minutter og varer som regel kort, men det er så voldsomt at man kan være påvirket af det i flere døgn. Nogle mennesker får panikangst uden at de ved hvorfor det sker. Andre får angstanfald i bestemte situationer.

Hvor udbredt er det?

Det anslås, at ca. 2% af befolkningen lider af panikangst. De fleste får deres første anfald, når de er i 20’erne, og flere kvinder end mænd lider af panikangst.

Hvad er årsagen til panikangst?

Efter alt hvad vi ved i dag, arver man en særlig tilbøjelighed til at reagere med kraftige angstreaktioner i forbindelse med særlige belastninger. Et amerikansk forsøg har påvist, at nærmeste pårørende til personer, som er blevet syge før 20-årsalderen, har 22 gange højere risiko for at udvikle panikangst. Blandt personer, som har fået panikangst efter 20-årsalderen, var risikoen for de pårørende 8 gange forhøjet.

Hvad er symptomerne på panikangst?

Et panikanfald er pludseligt, overvældende og totalt. Inden for få minutter udvikles mentale og fysiske katastrofeoplevelser: Hjertebanken, svedeanfald, rysten, åndenød, trykken for brystet, kvalme, svimmelhed, hedeture, en følelse af uvirkelighed og fornemmelsen af myrekryb. Du tror, at du mister selvkontrollen, går fra forstanden eller dør. Symptomerne aftager som regel inden for en halv time, men kan også vare i længere tid. De kan opstå helt uprovokeret - også mens du sover. Hvis angsten har stået på gennem et stykke tid, er det meget almindeligt at udvikle forskellige komplikationer til den. Hyppigt udvikles der såkaldt agorafobi, hvor man undgår steder, hvor der er andre mennesker - som for eksempel busser, supermarkeder og lignende. Panikangst kan også udløse et misbrug af alkohol eller stoffer, fordi den syge finder ud af, at hun eller han på denne måde i nogen grad kan dulme de forfærdelige anfald.

Hvordan stiller man diagnosen?

Andre tilstande kan forveksles med panikangst. Derfor finder man panikangst blandt patienter, som ved røntgenundersøgelse af hjertet viser sig at have sunde blodårer, som lider af irritabel tyktarm (colon irritabile), migræne eller kronisk træthed, eller som er blevet undersøgt for svimmelhed uden påviselig nerveskade. Man stiller først diagnosen panikangst, når man har haft hyppige anfald, dvs. mindst 4 anfald inden for en 4 ugers periode.

Hvordan behandles panikangst?

Forskningen viser, at det er muligt helt at slippe af med sådanne panikanfald efter behandling med medicin og/eller kognitiv adfærdsterapi og dermed genoptage et normalt livsmønster. Sammenlignende forsøg med kognitiv adfærdsterapi og medicinsk behandling er få, men lovende. Det ser ud til, at den kognitive adfærdsterapi er lige så effektiv som medicin for visse mennesker, og man kan spørge sig selv, om det også giver en mere vedvarende indlæringseffekt. I andre tilfælde er behovet for medicin mere udpræget eller mere acceptabelt for patienten. Der er intet modsætningsforhold mellem de to behandlingsformer. Undertiden er det bedst at begynde med medicinsk behandling for få energi til at fortsætte med terapi individuelt eller i gruppe.

Hvordan ser fremtiden ud for patienter med panikangst?

Panikangst har været studeret i mange år, og lægerne ved nu ganske meget om, hvad patienterne oplever, og hvad der kan gøres ved det. Det er imidlertid vigtigt, at man kommer hurtigt i behandling, fordi man ellers risikerer at indlære undvigeadfærd. Det vil sige, at man tilpasser sig sin sygdom, for at undgå de ubehagelige angstanfald.