Skip directly to content

GIST

GIST - Gastro intestinal stromal tumor

Mavetarmsystemet betegner menneskenes 6-8 meter lange fordøjelseskanal, der strækker sig fra mund til endetarm. Mavetarmsystemet funktion er at omsætter mad til energi og fjerne affaldsstoffer.

Gastro intestinal stromal tumor, også kaldet GIST, er en meget sjælden form for tarmkræft. Der er omkring 50-60 nye tilfælde om året i Danmark. GIST forekommer hovedsagligt blandt midaldrende og ældre.

Hvordan opstår GIST?

Man troede før i tiden, at GIST udvikledes i kroppens støttevæv (bindevæv, muskler, fedtvæv og nerver) i mave-tarmsystemet og at GIST derved tilhørte den gruppe af kræftsygdomme, der bliver kaldt sarkomer (støttevævstumorer).

På nuværende tidspunkt mener de fleste læger dog, at GIST opstår i celler i mavetarmkanalens væg, de såkaldte ICC celler. Svulsterne kan sidde i hele mavetarmkanalen og dens omgivelser. 50-70% opstår i mavesækken.

Kræften kan senere sprede sig udenfor mavetarmkanalen, til bl.a. lever og bughinde.

Behandling af GIST

Den primære behandling af GIST er operation. Om muligt, fjerner man hele svulsten. Hos nogle patienter er det dog ikke muligt. Man har tidligere forsøgt kemoterapi og strålebehandling, men GIST er meget modstandsdygtig overfor disse behandlingsformer.

Inden for de sidste år er der udviklet ny medicin til behandlingen af GIST. Medicinen er målrettet og virker ved specifikt at hæmme kræftcellernes vækst. Dette er til forskel fra kemoterapi, som rammer både syge og raske celler.

Tilbage til forsiden