Skip directly to content

Tarmkræft

Tarmkræft - kolorektal cancer

Kolorektal cancer er en betegnelse der dækker over kræft i tyk- og endetarm. Kræft i disse organer betragtes ofte under ét, da de har mange ligheder i deres forløb og behandling.

Tarmkræft (kolorektalcancer) er en af de hyppigste kræftformer i Danmark. Årligt rammes ca. 3500 danskere af sygdommen. Tarmkræft forekommer oftest hos personer over 40 år.

Hvordan opstår tarmkræft?

Sygdommen opstår fra de celler som beklæder indersiden af tarmen. Man mener at sygdommen starter som en godartet svulst (polyp, adenom), der senere udvikler sig til en ondartet tumor. De fleste tumorer er lokaliseret i den nederste halvdel af tyktarmen og nedefter. Ca. 25% af tumorerne sidder i endetarmen.

Symptomer på tarmkræft kan være blødning ved afføring, ændret afførringsmønster, vægttab, blodtab, smerter i maveregionen og træthed.

Behandling af tarmkræft

Tarmkræft kan behandles med kirurgi, kemoterapi eller strålebehandling. Valget af behandling afhænger af, hvor tumoren er placeret og hvorvidt svulsten har spredt sig.

Hvis kræften sidder i tyktarmen er eneste mulighed for helbredelse operation, hvor man fjerner det stykke tarm, der er ramt af kræften og derefter syr de to tarmender sammen. Hvis kræften sidder nær endetarmsåbningen, bruges ofte strålebehandling inden operationen for at mindske tumoren.

I tilfælde hvor kræften har spredt sig og operation ikke er muligt, kan der gives lindrende strålebehandling og/eller kemoterapi.

Prognose

Generelt har sygdommen en god prognose, hvis den opdages tidligt. Det er derfor vigtigt at være opmærksom på symptomerne på kolorektalcancer.

Tilbage til forsiden