Skip directly to content

Neurogene smerter (nervesmerter)

Neurogene smerter (nervesmerter)

En skade, der opstår i nervesystemet ved for eksempel sygdom, kan føre til kroniske nervesmerter. På grund af skaden i nervesystemet vil der blive sendt signaler til hjernen om, at det gør ondt, også selvom der ikke er nogen vævsskade.

Hvor udbredt er nurogene smerter (nervesmerter)?

Op mod 200.000 danskere lider af nervesmerter.
 

Hvad er årsagen til neurogene smerter (nervesmerter)?

Mange forskellige sygdomme kan udløse nerveskader:

  • Diabetes
  • Helvedesild (Herpes Zoster)
  • Kræft
  • Strålebehandling/kemoterapi
  • Sklerose
  • Trigeminusneuralgi
  • Vulvodyni
  • Operationer
  • Amputationer

Diabetes er den mest almindelige årsag og er ofte forbundet med ringe blodsukkerkontrol.

Hvad er symptomerne på neurogene smerter (nervesmerter)?

Smerter kan opdeles op i akutte og kroniske. En akut smerte opstår, hvis du brænder dig eller slår dig, så der sker en vævsskade. Så vil dit centralnervesystem udløse smerter for at fortælle dig, at du skal beskytte det skadede område. Når skaden er helet igen, ophører smerterne. En kronisk nervesmerte opstår ikke ved vævsskade, men ved skade på nervesystemet efter f.eks. sygdom. Så længe skaden på nervesystemet findes, bliver smerten ved. Symptomerne på nervesmerter afhænger af, hvor på kroppen de optræder.
Læs mere her om de sygdomme, som kan udløse nervesmerter:
www.nervesmerter.dk

Hvordan behandles neurogene smerter (nervesmerter)?

Nervesmerter behandles ofte med medicin, der også bruges mod depression eller epilepsi. I nogle tilfælde vil lægen desuden give morfin eller morfinlignende medicin, som skal bruges forsigtigt og kortvarigt, da den kan skabe afhængighed. Du kan automatisk få tilskud til visse typer medicin. Til andre typer kan din læge skrive en ansøgning om tilskud til Lægemiddelstyrelsen. Der findes også klinikker i Danmark, der er specialiseret i behandling af nervesmerter. De kræver en henvisning fra din egen læge og har ofte lang venteliste på op mod 2 år.